Det starter som en stille fornemmelse. Ikke en syndefuld trang til kriminalitet, men en lille kriblende tanke: “Er jeg i virkeligheden piratmateriale?” Måske er du vokset op med villa, Volvo og velfungerende græsplæne, men et sted i dig bor der en lille skibsrotte med store drømme. Du får et stik i maven, når du ser havet. Du rømmer dig på mistænkelige tidspunkter. Du får lyst til rom, selvom klokken er 11 formiddag, og du egentlig havde besluttet, at det kun var kaffe i dag. Det er et tegn. Ikke nødvendigvis et godt tegn, men det er et tegn.
Der findes mennesker, som drømmer om ferie i Spanien, charter og solcreme uden sand. Og så findes der dig, der drømmer om Carabien, hvor solen ikke kun varmer, men også udtørrer fornuften. En verden hvor Black Pearl ligger for anker i horisonten, og hvor en lettere forvirret udgave af Jack Sparrow møver sig forbi og spørger, om du har set hans sko. Du ville svare ja, bare for at være en del af universet.
Det smukke ved piratkostumer er, at du ikke behøver have erfaring med hverken hav eller vold for at ligne én, der har overlevet mindst tre søslag og to dårlige beslutninger. Kostumet gør arbejdet. Når du først har iført dig en lurvet skjorte, en skævt siddende hat og måske endda et træben (gerne af plastik, det er sjovest sådan), så begynder transformationen. Ikke fysisk, men mentalt. Dit ansigtsudtryk får nye rettigheder. Du går ikke længere – du patruljerer. Du taler ikke – du annoncerer. Du drikker ikke et glas – du tømmer det som om nogen ville have stjålet det, hvis du ventede et sekund mere.
Der er noget særligt ved at tage en klap for øjet på, selvom du har to ganske glimrende øjne. Det er mere end et stykke stof; det er et symbol. Et signal om, at du har været ude, hvor livet ikke havde kantsten og cykelstier. At du har set ting, du ikke kan tale om, fordi ingen ville tro på det. Og når nogen spørger “Hvad skete der med dit øje?”, så er det ikke meningen, du skal forklare. Du skal bare sukke og sige: “Tirsdag.” Enhver med respekt for mysterier vil forstå, at samtalen slutter der.
Og så er der rom. Ikke fordi du nødvendigvis kan lide det, eller fordi du ønsker at blive et menneske, der drikker rom til morgenmad, men fordi rom i piratkulturen er et fundament. Det er som kaffe for almindelige mennesker: en undskyldning for at eksistere med attitude. Rom er ikke bare en drik; det er en måde at hæve stemmen på. Når du tager en slurk, uanset om det er vand, kakao eller cola, så lader du som om det er rom. Folk ser glasset i din hånd og tænker: “Han har set ting.” Du har muligvis kun set tilbudsavisen, men det ved de ikke.
Når du er klædt som pirat, ændrer verden sig. En tur i supermarkedet bliver til en ekspedition efter proviant. Brugsen får følelsen af en havnetaverne. Du slentrer med skuldrene bredt, som om du forsøger at passe på din frihed, så ingen stjæler den. Hvis du går ned til fjorden, kan du bilde dig selv ind, at det er havet. Hvis du sætter dig ved et bål, er det en skibsovn på dækket. Og hvis du lytter godt efter, kan du høre vinden sige: “Kom tilbage, når du er klar.”
Det kræver mod at være pirat, selv i udklædning. Ikke mod til at stjæle eller kæmpe, men mod til at slippe din egen selvbevidsthed. Mod til at tillade dig selv at være teatralsk, højlydt og måske endda lidt tåbelig. For det er det pirater er: frie. Ikke frie af ansvar eller konsekvenser, men frie af jantelov og forventninger. Pirater er ikke perfekte mennesker. De er mennesker, der gik ud af døren, før de nåede at pakke deres fornuft.
Det er derfor, du skal starte med kostumet. Et godt piratkostume er ikke bare tøj – det er en karakter. Det er en adgangsbillet. Det er en mental nøgle, der låser hverdagen op og inviterer til leg. Og ja, det er her Festbutikken kommer ind i billedet. For selvom du kunne sy et kostume selv af gamle gardiner og skibe dine egen paryk i en stormvind, så er der ingen grund til at lide, når alt ligger klart i hylderne og venter på dig. Piratkostumer i alle udgaver, fra den klassiske havrotte til den flamboyante Jack-Sparrow-type med skævt skæg og uforklarlig selvtillid.
Hos Festbutikken begynder rejsen. Du tager kostumet på derhjemme, ser dig i spejlet og står stille et øjeblik. Der sker noget. Du ved ikke præcis hvad, men noget ændrer sig i luften. Det er som at træde ind i en film, hvor du pludselig spiller hovedrollen, og manuskriptet først skrives, når du åbner døren.
Det piratlivet giver dig – i udklædningens udgave – er ikke lovløshed. Det er løssluppenhed. Det er ikke vold. Det er vilje. Det er ikke rom. Det er mod. Det er følelsen af at kunne sige: “Jeg lever stadig, og jeg bestemmer selv hvordan.” Det er at vælge at være større, dyrere, skørere, smukkere og langt mere dramatisk end du behøver. Ikke for at flygte fra livet, men for at træde ind i det med højere lydstyrke.
Så måske er du ikke født på Black Pearl. Måske er du ikke Jack Sparrow. Måske bliver du aldrig set i Carabien, og måske bryder du dig ikke om rom. Men hvis din sjæl vibrerer bare en anelse, når nogen råber “Arrr!”, så er der nok en pirat gemt i dig alligevel. Og pirater skal ikke gemmes. Pirater skal vises frem.
Så tag træbenet på, spænd sablen i bæltet, ret hatten og sæt klappen for øjet, selvom du kan se fint. Vælg livet, der er større end hverdagen. Og husk – enhver god piratrejse starter ikke til søs. Den starter foran spejlet, iført et sejt pirat kostume
fra Festbutikken, hvor drømme er syet af polyester og muligheder.
Og når du så står der, på tærsklen mellem kedelig og legende, så løft hagen, tag en dyb indånding og sig højt nok til at universet hører dig:
“Arrr, jeg giver ikke op. Jeg går i gang.”